Haveplaner

En haveplan er en god hjælp, når man skal omlægge en gammel have eller anlægge en ny. Den giver overblik og helhed og sikrer sammenhæng med boligen, og den samler ønsker og forventninger og viser nye muligheder.


Hvorfor er en haveplan en god ide?

Skal du til at anlægge en have helt fra begyndelsen eller har du en gammel have, som trænger til ændringer, er det en god ide at få fat i en havearkitekt og få tegnet en haveplan. En haveplan giver overblik og sammenhæng, også selvom haven ikke anlægges eller omlægges på én gang. For at skabe et harmonisk hele, skal der være sammenhæng mellem havens forkellige afsnit, mellem hus og have og mellem haven og dens omgivelser. En havetegning kan sikre, at haven giver plads til den måde hvorpå du og din familie ønsker at bruge jeres have. En haveplan kan desuden være med til at forhindre dyre impulskøb af planter, som måske slet ikke passer ind i din have.

Hvordan får man lavet en haveplan?

Der er flere faser i denne proces. Første skridt er et møde, som forgår hos dig. Det varer typisk 1-2 timer. Her taler vi om hvilke ønsker og behov haven skal opfylde. Det sparer tid og penge, hvis du har et kort over haven eller selv har målt den op og indtegnet husets placering. Det er også godt, hvis du har overvejet - og skrevet ned - hvilke funktioner haven skal opfylde, om du kan lide en bestemt havestil og om der er planter og farver du godt kan lide - eller absolut vil undgå! Sammen går vi også en runde i haven og ser på forholdene, hvorefter jeg ofte har brug for at gå lidt rundt på egen hånd og overveje muligheder; jeg tager billeder af haven og måler op, hvis ikke du i forvejen har haft tid til dette.

Næste fase foregår på tegnestuen. På baggrund af dine oplysninger tegner jeg en haveplan og udarbejder en detaljeret beskrivelse, som indeholder forudsætninger, dine ønsker til haven samt mine løsningsforslag til havens indretning og overordnet planteforslag.

Der går typisk 2-3 uger før vi atter mødes og jeg kan præsentere mine ideer for dig. Dette er sidste trin i processen og jeg afleverer en mappe med den færdige haveplan, som er håndtegnet og farvelagt, en kopi, beskrivelsen samt eventuelle detailtegninger og fotos, der illustrerer ideerne. Hele denne proces tager typisk 10-12 timer.

Hvis du ønsker det kan jeg desuden levere en detailleret planteliste med danske og latinske navne samt bedplaner der viser præcist hvor planterne skal placeres. Jeg kan levere stauder, men jeg udfører ikke selv det praktiske anlægsarbejde; derfor samarbejder jeg med flere gartnerfirmaer og plantecentre, som jeg kan henvise dig til. 

Hvad koster en haveplan?

Prisen afhænger naturligvis helt af havens eller opgavens omfang eller hvor kompliceret den er, men prisen vil oftest ligge mellem 5000 - 15000 kr + moms. Kørsel udenfor Fyn tillægges statens højeste takst pr. km mens  kørsel på Fyn er gratis.

 

Haverådgivning

Måske har du slet ikke brug for en tegning, der omfatter hele haven; måske er det blot et enkelt hjørne af haven der ikke fungerer eller du er slet og ret blevet "hjemblind" og har brug for, at andre øjne ser på din have! Måske har du en masse ideer, som det er svært at omsætte til praksis på egen hånd. Her kunne jeg være en sparringspartner for dig.

Jeg tilbyder en 1 1/2 timers havevandring med råd til forbedringer. Prisen herfor er 1800 kr incl. moms og kørsel ( på Fyn ) - kørselstillæg uden for Fyn.