Om Helbo

Selvom jeg altid har været glad for haver og vidst, at jeg selv engang skulle have sådan én, faldt det mig ikke ind at uddanne mig til havearkitekt. For mig var haven fritid, og jeg tænkte slet ikke på den som en profession. Desuden havde jeg mange andre interesser og endte med at blive cand. mag. i fagene historie, idræt og kunsthistorie og med glæde arbejde som gymnasielærer i mange år. 

I 1981 fik jeg selv en have og de næste mange år blev der læst, læst og atter læst om havebrug og mange besøg i andre haver i ind-og udland gav inspirartion til eksperimenterne i min egen have.

I 2001 tegnede jeg den første haveplan for en kollega og hurtigt kom der så stor en efterspørgsel, at jeg begyndte at overveje en ny levevej! Efter nogle lærerår blev HELBO HAVEPLANER etableret i 2007 og i 2008 opsagde jeg min gymnasielærerstilling og begyndte mit nye arbejdsliv som havearkitekt.

At jeg har min æstetiske dannelese i kunsthistorien betyder at jeg har en udogmatisk tilgang til det at tegne haver. Den havetype jeg foretrækker er den klassisk-romantiske havestil, som er grøn og frodig og med mange blomster, men som også rummer helt enkle løsninger og et minimalistisk udtryk.

Siden 2008 har mine haverelaterede arbejdsopgaver udviklet sig til meget mere end at tegne haveplaner. For Juliana Drivhuse har jeg lavet lavet stylinger af drivhuse til fotografering; sammen med Signe Ryge TV2Fyn har jeg i perioden 2008-2012 hvert år lavet en række haveudsendelser fra min egen have, som desuden har været åben for besøgende i sommermånederne.

Jeg afholder havekurser her på stedet, men tager også ud og holder foredrag.

I maj 2013 udkom min bog " Til nytte og nydelse",  som handler om "potageren" - den dekrative køkkenhave. Den udkom på forlaget Klematis i samarbejde med Claus Dalby. Min mand, Ulf Jeppesen, har taget de fleste billeder i bogen.

Da vi nu har taget den beslutning - efter 35 dejlige år  - at forlade stedet her, håber vi at finde en køber til vores hus og have. Vi har ingen forestilling om, at Helbos Have skal videreføres som den er nu, men hvis den nye ejer ønsker at bruge haven aktivt, ser jeg flere muligheder f.eks. "B&B for haveelskere", terapihave, øget turisme med rigtig café og/eller butik.

Vi elsker selv stedet her, men alder og helbred gør, at vi nu må søge nye græsgange! På Svendborg Domicils hjemmeside ligger der billeder af huset og en droneoptagelse af haven.

Jeg tegner fortsat haveplaner og holder foredrag